Indre stilhed giver mere ro i sindet

Tid: 19:30
Sted: Claire og Annabels lejlighed, på Hogsmeade
Omgivelser: Alt er pænt og nydeligt.
Vejr: Skyfrit og køligt.

Ikke mange ord havde forladt Claires læber efter gårdagens hændelser. Stilheden var lettere at håndtere, end de tonsvins af spørgsmål, hun vidste Annabel sad inde med. Selv forstod hun stadig næsten intet af det, og endnu sværere var det, at acceptere det. Det havde fungeret godt med fornægtelse det første stykke tid, men som timerne skred frem, krakellerede den forestilling. ”Er du sulten?” Spurgte Annabel, i det hun kom ud af køkkenet. Et spørgsmål Claire besvarede med en afvisende rysten med hovedet, før hun slog armene om sine ben og trak sine knæ, tættere mod sin hage. Sofaen knirkede svagt under hendes vægt, da hun bevægede sig. Et par sekunder efter, mærkede hun et par arme om sig, der gav hende et klem. ”Du siger bare til.” Annabel strøg Claire en enkel gang over håret, før hun rejste sig og forsvandt ind i køkkenet igen. Claire lod sin hage hvile på sine knæ og mærkede straks, hvordan trætheden strømmede ind igennem hende. Søvn var der heller ikke blevet meget af, men hun kunne ikke. Ikke når hun endnu ikke forstod, hvorfor han havde gjort det. Men hun ville. Hun ville finde ud af det, men hvordan, anede hun ikke og det drev hende til vanvid. Det og sorgen der knugede og sved i brystet.

Alle i Hogsmeade snakkede om det. Den unge dreng, der havde taget livet af sig selv, og den stakkels pige der havde fået lov til at se det. Hun havde set livet forlade en krop, og dømte man efter rygterne havde det være værre end normalt. Folk snakkede meget, og mange af dem talte sikkert om ting, de ikke anede noget om, men det ændrede stadig ikke på det faktum, at en dreng var død. Lige foran øjnene for Claire.
Så snart Ferdinand havde hørt det, var der noget, der slog klik inde i ham og ikke nødvendigvis på den dårlige måde. Aldrig havde han været klar over hvordan tingene skulle håndteres, og nu var han på endnu dybere vand. Forskellen var bare, at han nu vidste, han virkelig måtte gøre et eller andet. Hvad, måtte han senere hitte ud. Han havde først hørt om det på De Tre Koste hvor en folk mennesker sad og snakkede oprevet om det. Det virkede ikke som om, mange kendte denne dreng, men det faktum at det var sket, rystede mange. Selv Ferdinand, selvom han aldrig havde brudt sig om drengen og helt klar heller ikke ville komme til det nu. Han havde sikkert traumatiseret Claire forevigt. Så snart han havde hørt det på kroen var han stormet ud, væltet over en parkeret kost og skubbet til flere mennesker på sin vej hen mod Claire og Annabels lejlighed.
Det tog ikke mange minutter før han forpustet, forvirret og fuldstændig tabt for ord stod udenfor deres lejlighed og bankede på med tre beslutsomme slag.

//OOG: Annabel //
Det var en svær tid for Claire. Og for Annabel var det en fortvivlet tid - hun var så ivrig efter at hjælpe, gøre noget, men intet lod til at kunne hjælpe veninden, og var det ikke også forståeligt? Hun forsøgte at hjælpe til, være støttende og hjælpende, men når Claire var blevet traumatiseret i så høj grad, var der få ting at gøre. Og Annabel glødede af raseri over, at den nu døde unge mand kunne sætte Claire igennem dette. Inden længe trådte hun ud i køkkenet, tog et glas vand, mens hun overvejede, hvad hun skulle gøre af sig selv, gøre, for at hjælpe. Svarene kom ikke ligefrem i flæng, og hun bed sig frustreret i læben. Det bankede på døren, og hun rynkede brynene. "Jeg åbner, Claire!" skyndte hun sig at sige, så Claire ikke skulle til at anstrenge sig for det. Hvem, det var, bekymrede hende også en anelse. I og for sig var bekymringen heller ikke helt unødvendig. En velkendt ung mand stod foran deres dør, og hun kiggede på ham med et dømmende blik. "Hvad laver du her, Ferdinand?" Stemmen var ikke ligefrem en varm velkomst, ikke en høflig fremgangsmåde, men formaliteterne var lagt på hylden med det humør, Annabel var i.

Scenen gentog sig igen og igen, hver gang hun lukkede øjnene, for mere end et par sekunder. Fra da det startede på Det Glade Vildsvin til, da en person hun ikke kunne huske hvem var, satte hende af hjemme. Al lyst til søvn forsvandt straks igen, og blev erstattet af en kvalmende fornemmelse. Kom på andre tanker, tænk på noget andet. Det ville være en god idé. En fremragende idé, måske ville det fjerne følelsen af skyld, for et øjeblik. Bare et lille øjeblik, var alt hvad hun ønskede. Men sværere at realisere end som så.
Claire kunne mærke hvordan hun var på nippet til at give op. Den magtesløshed der hærgede hende var alt for svær at håndtere, så hvorfor overhovedet forsøge? Hun begravede sit ansigt i sine hænder for et øjeblik, for derefter at lade dem køre op igennem sit hår. Hun hvilede sin pande i mod sine knæ og knyttede frustreret sine hænder, til knoerne blev hvide. Hun havde så mange spørgsmål, men den eneste der kunne besvare dem, var væk. Hun gav ikke en yderligere reaktion fra sig, da nogen bankede på deres dør, det lod Annabel til at tage sig af, selvom det undrede hende at nogen ville komme nu. Måske var det bare overboen der igen ville låne sukker.

Annabels dømmende blik og tone sagde Ferdinand intet. Han kunne ikke være mere ligeglad, der var jo ikke ligefrem fordi det var hans skyld, at Claire var blevet udsat for det hun var. Han var her nu, for at hjælpe for at trøste. Både Ferdinand og Annabel vidste, at Claire havde brug for ham, og han var her - for en gangs skyld hurtigt. Alligevel var hun fræk nok til at stille spørgsmål.
"Hyggeligt at snakke med dig, Annabel" Sagde han ligeglad og vadede forbi hende med hånden gemt i lommen hvor tryllestaven lå. Hun skulle fandeme ikke forhindre ham i noget som helst. Ferdinand lod blikket glide hen mod sofaen, mod Claire. Hun lå der bare, fuldstændig paralyseret med røde øjne og benene trukket op under den spinkle krop. Ferdinand stoppede øjeblikkeligt. Hvad havde han forventet? En Claire der var til at tale med, nej det vidste han godt ikke var realistisk. Problemet var bare. Det her var ikke hvad han havde forestillet sig i sit hoved. Det var ikke scenen der var blevet spillet gentagende gange. Det her var... uventet.
"Claire?" Prøvede han stille og gik ud fra at Annabel kunne hoppe på ham hvert sekund fra nu.

// OOG: Annabel //
Hun kiggede på den velkendte, unge mand med forbavset mine. En smule dømmende, og en tone, der ikke ligefrem bød ham velkommen. Hun havde aldrig haft behov for at snakke med Claire om hendes venskab - eller hvad man nu kunne kalde det - til ham, men hun fandt det provokerende, at Ferdinand besluttede sig for at troppe op, være der for Claire, når han aldrig havde været det før. Veninden skulle ikke såres mere end nødvendigt, og det var den drivkraft, der fik hende til at se med skarpe og irriterede blikke på ham. "Idiot," mumlede hun til hans ryg, og fulgte efter ham ind til Claire. Hvad skulle hun gøre? Hun var nødt til at se reaktionen på hans ankomst, før hun enten gennede ham ud, eller gik selv. Hun satte sig ned ved på en stol, med årvågne øjne, der udstrålede, hun forventede stort set alt. Hun vippede lidt med sin ene fod, som hun fulgte enhver bevægelse, som var hun en løvemor, der passede på sin unge. Sammenligningen var måske en tand for dramatisk, men hun passede på dem, hun elskede, og hun elskede Claire højere end så mange andre. Ferdinand skulle ikke have lov til at såre hende.

Claire spidsede ører. Hun opfangede ikke andet end en kort samtale, der var for lav, til at hun kunne sætte navn på, hvem personen Annabel snakkede med var. Noget hun ikke ville blive nødt til at gruble længe over, for et par sekunder senere, stod han midt i deres stue. Hvis ikke det havde været for overraskelsen over at se ham nu, havde hun muligvis gjort mere, end blot at rejse sig og slå armene om sig selv. Annabel der stod et stykke fra ham, sendte hun noget der kunne tydes som et smil, hun behøvede ikke at gribe ind. Hendes blik flakkede fra Ferdinand til forskellige steder i rummet, hvad var der at sige, hvordan skulle det siges, eller vidste han det mon allerede? Folk snakkede, det gjorde de altid, og det var ikke ligefrem fordi, at episoden var gået ubemærket hen. ”Så du ved det?” Ved nærmere øjekast, var det let at se, og hans forsigtige fremgang, bekræftede det blot. Claire bed sig hårdt i inderkinden, i et forsøg på at fokusere på andet, end tårerne der pressede hårdt på. Hvornår hun sidst havde været så let til tårer, huskede hun ikke, men en ting var hun afklaret med, hun brød sig ikke om det, og forsøgte så meget som muligt, at lade være.

Ferdinand anede ikke, hvordan han skulle gribe dette an. Hans forventninger lignede intet nær dette. Et kort øjeblik, efter Claire havde rejst sig, overvejede Ferdinand om Annabel faktisk havde en grund til at sidde og overvåge ham. Måske var han slet ikke i stand til at håndtere denne situation, håndterer, at han faktisk skulle være der for nogen, uden at få noget igen i øjeblikket.
På den anden side. Det var Claire, det var ikke længere tilfældighedernes leg, og noget sagde Ferdinand, at de ting, der var sket, trods alt ikke var forgæves. Det var meningen - det hele.
Da han endelig nåede hen til hende, tøvede han ikke et sekund med at slå armene om hende, og trække hende ind til sig. Al den varme, som Ferdinand måtte beside prøvede han at overføre ved at presse hende ind til ham. Hun skulle ikke være i tvivl om, at det var ham der var her, og ikke en eller anden snothvalp.
"Jeg ved ikke, hvad jeg ved.." Mumlede han mod hendes hår, inden han placerede et blidt kys ovenpå det. Ferdinand slap ikke Claire for et sekund, trods han ikke vidste, hvad han skulle sige til hende. "Jeg ved ikke, hvad der er sket, men jeg er her." Hviskede han mod hende hår, imens han løftede højre hånd og strøg blidt over det blonde hår.

Claire vidste ikke hvad hun skulle gøre, andet end bare at stå der. Hun var fuldstændig tom, en tomhed der havde præget hende hele dagen, gjort hende ude af stand til at tage selv den mindste beslutning. Det eneste hun kunne tænke på og opslugte hende fuldstændig, var hvad der var sket. Alt andet virkede så irrelevant og ubetydeligt for øjeblikket. Eller næsten alt andet. Claire måtte beherske sig stærk, for ikke at lade det hele løbe løbsk, da Ferdinand trak hende til sig. ”Så lyt godt efter, hvad jeg siger, for jeg siger det kun en gang.” Sagde hun stille og mærkede straks klumpen i halsen vokse, ved tanken om, at skulle til at fortælle om, hvad der var sket. Hun havde knapt fået fortalt Annabel det hele. ”Han skød sig selv et par gader fra Det Glade Vildsvin.” Fortalte hun med en lavmælt stemme. Hun havde trukket sig en anelse væk, for bedre at kunne se på ham. ”Isaac skød sig selv.” Det var stikordene til, hvad der fik tårerne til at løbe ned langs hendes kinder. At sige ordene bekræftede det blot endnu mere, og det ønskede hun ikke, hun kunne bedre lide illusionen om, at han kun boede et par gader og var den letteste at få fat i. ”Jeg ved virkelig ikke .. Det skete så hurtigt. ”Claire stemme knækkede over, hun kunne ikke få sig selv til at sige det, men så det hele for sit indre blik. Isaac, der bare lå der, livløs og så stille. Hun skippede det. ”Jeg tror det er min skyld.” Hviskede hun, og det hun hele tiden havde vidst, gik langsomt op for hende. Hun havde forsøgt at benægte det, men Isaac havde selv direkte sagt det, så hvad var der egentlig at modsige? ”Det er min skyld, Ferdinand.” Gentog hun lavmælt og trak sig væk. Skyldfølelsen gjorde hende dårlig og den lydløse gråd gennemrystede let hendes skuldre. Claire kunne ikke tillade at han skulle se hende sådan, ikke på den måde. Hun vende sig med ryggen væk imod ham, og følte straks for at finde et sted ene og alene, og bare blive der. Bare indtil hun var færdig med det, der fik hende til at føle sig så ynkelig og lille.

Det virkede ikke.
Det virkede slet ikke, overhovedet. Claire var fuldstændig væk. Det fraværende og skræmte udtryk i hendes ansigt var noget Ferdinand aldrig havde set før. Da det gik op for ham, at det ikke hjalp at holde hende tæt og hun selv gik væk, slap han hende. Frustreret og forvirret over hvad han kunne gøre for at hjælpe. Magtesløs smækkede han hænderne ned langs siden og så undrende på Claire. Han havde hørt noget af historien, og selv rygter ville ikke tage visse dele af historien så langt. Noget af det var sandt, og han var bare for hvilken del.
Ferdinand var der aldrig for nogen, han var der for sig selv og ganske få gange Theodor. De var opvokset med at skulle klare sig selv, altid, og først efter mange år med Claire begyndte et andet aspekt af det faktisk at give mening. Alligevel var det så svært at håndtere, da det var nyt. Han nikkede, da hun bad ham om at lytte grundigt efter. Hvad skulle han ellers gøre? Hun havde lige afvist hans favn, hvilket var yderst besynderligt gjort af Claire.
Ferdinand var forberedt på det værste. Han vidste, hvad hun ville sige, for dele af rygterne havde talt sandt. Trods han var lidt mentalt forberedt hjalp det ikke på klumpen i halsen, de svedige håndflader og et fuldstændig tomt ansigtudtryk. Hvad fanden skulle han sige til det? Der gik et rum tid, hvor han bare stod, muligvis mere paralyseret end Claire, indtil hun igen talte. Denne gang om noget, Ferdinand faktisk følte sig klar til at svare på.
Han nærmede sig hende forsigtigt igen i håb om, at hun ikke ville være afvisende, trods hun konstant bakkede væk fra ham. Claire burde ikke gemme sig, men han kunne ikke ligefrem skælde hende ud for at gøre det. Trods hendes afvisende kropssprog nærmede han sig igen, og tøvede ikke med atter at ligge armene om hende. "Det er ikke din skyld, det var ikke dig, der trykkede på aftrækkeren." Det gik Ferdinand i hvert fald ikke ud fra, og havde hun ikke gjort det, kunne det på ingen måde være hende skyld. Det måtte have været noget mentalt med den dreng. Noget mentalt, som var værre end alt det hun ville blive udsat for ved Ferdinand.
Langsomt førte Ferdinand hans hånd ned mod Claires og gav den et klem. "Du må ikke lukke mig ude, ikke nu. Giv mig en chance.." Hviskede han til hende i håb om at Annabel intet kunne høre. Hun ville sikkert bare fremhæve alle de gange Ferdinand ikke havde været der for Claire.

Claire tørrede frustreret sine kinder med sin håndryg. Hun var altid blevet fortalt at skulle bide det i sig, hvilket hun dermed også altid havde gjort, men nu var mundfulden blevet for stor. Der var alt for meget at sluge, noget hverken hendes krop eller sind var i stand til. Meget kunne hun, og lige så var hun forberedt på en del, men dette var for voldsomt. Claire mærkede atter igen Ferdinands arme om sig, men løsrev sig ikke. Hun havde brug for det, hun havde brug for ham, mere end nogensinde, men hun kunne ikke. Han kendte ikke alle detaljer, ikke baggrunden af det hele, og derfor, kunne hun ikke bare lade sig trøste, når hun var kernen til det hele. ”Uanset hvem der trykkede på aftrækkeren, ville det hele tiden kun have været af den samme, ene grund.” Hun havde været der, hvor Ferdinand nu var, men snart ville han indse det. Før eller senere, ville han gøre det. Uanset hvor mange gange hun havde forsøgt at finde en rationel forklaring på, hvorfor det var sket, holdt ingen af dem i længden, kun en gjorde, og det var den rette, som hun havde udpenslet før. Claire prøvede stadig på at holde tårerne inde, men jo hårdere hun forsøgte, jo sværere blev det for hvert sekund. Ferdinands nærvær var det eneste der afholdte hende fra, at gå fuldstændig fra sig selv. ”Jeg kan ikke.” Sagde hun lavmælt og så ned på deres hænder, der holdt om hinanden. Den velkendte varme spredte sig fra hendes hånd op og videre rundt, i hele hendes krop. ”Jeg bør ikke. Kan du ikke se det? Jeg fortjener intet andet, jeg har selv skabt denne her situation.” Hendes stemme rystede let og var ustabil. Hun var selv udenom, at have mistet en af sine få barndomsvenner, på grund af en række dumme handlinger, der havde formået at skade Isaac så meget, at det ikke længere var til at leve med. Claire sank en enkel gang, og forsøgte at finde ud af, hvad hun egentlig ville. Egentlig ønskede hun ikke at Ferdinand skulle lade hende være, men hendes dårlige samvittighed, forbød hende alt andet.

Da Claire ikke afvise ham, spredte sig et nyt håb i Ferdinand. Hun ville gerne, og så alligevel ikke? Ferdinand var blank, men har var godt klar over, at det ikke kunne nytte noget.
Efter et stykke tid begyndte Claire at snakke om hvis skyld det var. Ferdinand var overbevist om, at Claire udelukkende følte skyldfølelse, fordi hun havde været til stede under hele episoden. Det var jo ikke direkte hendes skyld. Den ene grund? Hun talte som om, Ferdinand burde vide, hvad hun snakkede om. Som altid var han dog blank. Han vidste allerede nu, han var den værste støtte, men trods det, forhindrede det ham ikke i desperat at fortsætte.
Da ordene jeg kan ikke dirrende løb over Claires læber, trak han hende blidt ud fra sig, og lagde en hånd på hver skuder. "Se på mig, Claire." Lød det bestemt fra Ferdinand, imens han desperat prøvede at fange de blå og våde øjne. "Se på mig." Gentog han en anelse blidere i et forsøg på at få dem begge ned til jorden. "Du har intet skabt, det er ikke din skyld." Ferdinand prøvede at tale så blidt som det var muligt, men det sårede ham, at Claire troede det var hendes skyld.
Hvordan i alverden kunne det overhovedet være det, så længe hun ikke trykkede på aftrækkeren, var det ikke hendes skyld.
"Nej, jeg kan ikke se det, for det er der ikke." Fortsatte han og så stadig intenst ind i hendes øjne. "Jeg ser det ikke, fordi det ikke er der. Du fortjener ikke denne situation, ingen gør!"

Ferdinand gav hende intet andet valg, end at se på ham, og lige så snart øjenkontakten var oprettet, fandt hun lyst til at slå blikket væk lige så hurtigt igen. De røde øjne der matchede hendes næse, samt de våde kinder, var ikke noget hun ønskede nogen skulle se, men hun gav sig og blev ved med at have sine øjne rettet imod hans. Claire vidste, at hun ikke ville kunne overtale ham om, hvad der var rigtigt, måske var det bare tid der manglede, for at lade det synke ind. "Han ønskede det så meget. Det var så let at se. Han ville så gerne have det gengældt, han så længe havde følt, men det var ganske enkelt umuligt." Sagde hun og havde fået sin stemme, hen over i et mere roligt toneleje. Fakta kunne der ikke ændres på, og lige meget hvordan man vendte og drejede det, var det bare sådan det var. "Den eneste ting han ønskede fra mig, kunne jeg ikke give ham, og det gjorde jeg klart for ham. Selvfølgelig først efter jeg havde udnyttet det, for at opnå noget, jeg ville." Kendsgerningerne stod så tydeligt fremme. Måske hvis ikke hun havde udnyttet hans voldsomme følelser, var det ikke gået så galt. Der var så mange ting, der kunne have været anderledes den aften, som ville have været endt med et bedre udfald. "Jeg kunne jo få manden til at gøre alt for mig, uden de store anstrengelser." Bekendtgjorde hun stille. Trangen til at slå blikket væk, var større, end hvad det havde været på noget andet tidspunkt. Claire vidste ikke om det ville ændre på alt, eller slet intet, men det ville give mere forklaring på, hvorfor hun lige netop fortjente denne her situation. Sandt nok, hun trykkede ikke på aftrækkeren, selvom Isaac godt nok bad hende om det, men hun var grunden til den blev trykket på, dermed landede skylden på hende. Det var ren logik og gav god mening.

Det var ikke nemt at se Claire sådan, han anede ikke, hvad hun forventede af ham. Ferdinand følte sig magtesløs, og de røde kinder og øjne understregede blot hvor irrelevant hans tilstedeværelse var. Det ændrede overhovedet ikke noget som helst, det ville ikke bringe Isaac tilbage. Ikke, at det just var en af Ferdinands ønsker, når han kunne gøre dette mod Claire.
Da hun begyndte at tale, virkede det først som tågesnak for Ferdinand. Hvad var det han så inderligt gerne ville have, der var fuldstændig umulig at få? "Jeg er ikke.." Startede han stille men nåede ikke at sige ret meget mere inden tiøren faldt og han så det hele for sig.
Stille som Claire begyndte at uddybe mere, mærkede Ferdinand hvordan en noget så uvelkommen følelse blev vækket i ham. Isaac havde elsket Claire, mere end noget andet og sikkert givet hende alt, hvad enhver pige kunne drømme om. Ferdinand vidste selv, at han var stik modsat af denne person. Han havde aldrig givet noget til Claire, han havde aldrig været virkelig god ved hende, eller fortalt hvor meget hun betød for ham - ikke før ganske nylig og kun en eneste gang.
Han slog dem ud af hovedet. Tankerne var unødvendige og ubrugelige. Det hjalp ikke Claire, den eneste kvinde der faktisk frivilligt brugte tid på Ferdinand.
Det skræmmede ham hvordan hun talte om Isaac, som om, han var et stykke legetøj, en ting, der kunne bruges og kastes væk senere, når den var slidt. Måske havde hun ikke overvejet hvor meget den ville blive slidt. Værst af alt var, at Ferdinand så sig selv i samme situation, med samme tanker, og han vidste det var forkert. Det gjorde Claire tydeligvis også. Et suk undslap Ferdinand. Han anede ikke, hvad han skulle stille op med det hele. Det nyttede bare ikke noget, for en gang skyld måtte han virke bare en anelse ansvarlig, trods han følte sig delvist skyldig i grunden til, at de overhovedet stod her nu.
"Se på mig." Bad han igen, da de havde mistet kontakten lidt efter Claires fortælling. Han fangede hendes blik og forsatte roligt, "Elskede han dig, Claire." Ferdinand stoppede for at synke det, han lige havde sagt. Ofte havde han overvejet det, men aldrig var det blevet bekræftet før nu. "Elskede han dig..." Prøvede han igen, denne gang med afslutning, "... Ville han aldrig have gjort det her overfor dig."
"Lyt til mig. Han ville aldrig udsætte dig for denne smerte, hvis du betød alt i verden."

Claire mærkede en svag varme, der steg hende til kinderne, da det gik op for Ferdinand, hvad hun havde sagt. Hvor det nu kom fra, anede hun ikke. Hun lyttede og så på ham. Hun betragtede Ferdinand med et undrende blik, og forsøgte at finde ud af, hvad det var han var i færd med at ville sige. Noget der tydeligvis ikke, lod til at være det letteste, og da det gik op for hende hvad, forstod hun. Måske havde han ret. Det håbede hun, Isaac burde ikke have elsket hende, men hun kendte ham godt nok til at vide, at det var præcis hvad han havde gjort. Hun havde aldrig haft noget at tilbyde ham, andet end et venskab, hvilket hun vidste, ikke ville have holdt i længden. Det var fuldstændig urealistisk, at det kunne have lykkedes. ”Hvordan kan du være så sikker på det?” Spurgte hun og mærkede langsomt, hvordan spørgsmålene hobede sig op for hendes indre. Alle spørgsmål hun ikke var i stand til at besvare, noget der så sjælden forekom, og smed hende på fuldstændig bar bund. Hun havde brug for kontrol, et overblik, fornuftige og forklarlige handlinger, der var til at forstå, men intet af det, var at finde frem til i øjeblikket. ”Jeg kan bare ikke.. Jeg forstår det slet ikke.” Mumlede Claire fraværende, opslugt af sine egne tanker og teorier. Der var et svar og en mening med alt, alt uden nogen undtagelser, men hvorfor var det så fandens svært, at finde ud af? Hun forstod stadig ikke grunden til Isaacs handlinger, den dybere, hun vidste at hun spillede en stor del i det, men alligevel.. Hvorfor? Hvorfor var den sidste udvej, at tage sit eget liv? Det burde det aldrig være, aldrig nogensinde, hvorfor havde han ikke forstået det? Det gav ingen mening, men det blev det nødt, for det gjorde alt jo. Alt det var noget der efterlod store frustrationer hos hende, og for et lille øjeblik, overskyggede det alt andet. Aldrig før havde hun reageret på baggrund af vrede, men besindelsen blev tabt og igennem rummet fløj reolen, og hamrede direkte ind i væggen, med et mindre brag. Men det var ikke nok. Frustrationerne og irritationen var stadig for voldsom, for svær at håndtere, og mindre end et sekund efter, stod der større flammer op fra den allerede ødelagte reol. Claire strammede grebet om sin tryllestav, indtil hendes knoer mistede alt farve og betragtede det resultat ukontrolleret vrede, havde haft med sig. Til forskel fra før, følte hun sig nu fuldstændig handlingslammet og stod igen bare og kiggede.

Det var for underligt og surrealistisk det hele. Ferdinand havde følelsen af, at han sagde de rigtige ting, men det alligevel ikke hjalp på noget som helst. Et eller andet sted forstod han godt. Imens Claires blik blev en anelse fraværende, tog Ferdinands samme tur. Han vidste ikke, hvad han skulle sige. Han kunne ikke stå her, og fortælle Claire, at Isaac ikke elskede hende, det vidste han intet om. Faktisk anede han intet om drengen eller om deres forhold, og det stak i brystet, da billeder af dem sammen drukkede op på Ferdinands nethinde. Han forsøgte desperat at presse dem væk, og det lykkedes også, delvist i hvert fald.
Da Claire spurgte, hvordan han kunne være så sikker på det, var der tydelig usikkerhed at spore i Ferdinands ansigt, og han sank en klump inden han hviskede til hende. "Fordi jeg aldrig ville gøre det mod dig."
Det var som om, Claire ikke var sammen med ham. Hun var ikke blot mentalt fraværende, hun var mentalt væk. Hendes tanker kredsede om noget helt andet end ham, forståeligt nok. Alle Ferdinand kreative idéer var snart ved at løbe op, hvilket ikke passede ret godt, da Claire for alvor var ved at tabe sig selv. Hun rystede, måske af sorg, måske af vrede, han kunne ikke finde ud af det. Uanset hvor meget han hadede Isaac og det faktum, at Claire havde fundet er acceptabelt at lege med ham, kunne det ikke hjælpe noget. Han kunne ikke stå, foran kvinden han elskede og fortælle hende, at hun havde gjort noget forkert. Ikke nu, nok aldrig.
Da Annabel var gået, havde Ferdinand pakket sin stav væk igen, så han var ikke så klar til at reagere på noget som helst længere. Måske burde Annabel faktisk være blevet. Claire vred sig løs af Ferdinand greb, og med det samme han så tryllestaven i hendes hånd, vidste han, den var gal. Han fandt sin frem på to sekunder, og reolen bragede ind i væggen bag ham. Ferdinand tog hårdt fat i Claires skuldre, imens han holdte tryllestaven i højre hånd. Han så skræmt ud, og da han pludselig hørte knitren og mærkede varmen fra ilden, blev han for alvor klar over, hvor alvorligt det her var. "STOP CLAIRE!" Udbrød han forskrækket og en anelse skræmt. Dog gjorde han alt for ikke at vise det i stemmen eller ansigtet. Hvilket normalt gik godt, dette var bare anderledes - Det var Claire, hun plejede aldrig at opføre sig sådan.
Ferdinand slap modvilligt sin elskede, og drejede sig, imens han med et par messende ord og et par sving med tryllestaven slukkede ilden. Der gik ikke lang tid før han vendte sig mod hende igen, og så det fuldstændig tomme ansigt bare stå og stirre ud i luften. Ferdinand sagde ikke noget, imens han bevægede sig om på den ene side af hende. Han lagde en arm om skulderen, og løftede hendes op om hans hals ingen han rakte ned efter hendes knæhaser. Med et kontrolleret løft fik han hende op i hans favn. Stille gik han ind mod Claires soveværelse, og lagde hende blidt i højre side af sengen. Derefter trak han et lille tæppe over hende, inden han selv kravlede ned til hende, imens de muskuløse arme gled om hende og trak hende ind til sig. "Rolig," Hviskede han blidt i hendes øre.

Fordi jeg aldrig ville gøre det mod dig. Selvom ordene blot var blevet sagt med en hvisken, bar de med sig en kæmpe betydning, der fik Claire, der ellers altid var hurtigt til at reagere, til at tabe mælet for et øjeblik. Ofte havde tanken strejfet hende, om det var muligt at elske Ferdinand højere end hun allerede gjorde, og gang på gang viste det sig, at det var det.

Claire betragtede flammernes leg, dog befandt hun sig mentalt et helt andet sted. Det skræmte hende. Ikke handlingen, men det faktum, at hun kunne lide det. Det var befriende, for en gangs skyld, bare at give slip uden at tænke på, hvad der efterfølgende ville ske. Smide alt det fra sig, hun igennem så mange år havde lært, og bryde de normer, hun hele sit liv havde levet med. Det var forkert, ude af kontrol, det var hun klar over, men hun var ligeglad, for første gang, var hun bare hamrende ligeglad. Ferdinands greb, fik hende revet tilbage til virkeligheden og det samme øjeblik hun så hans ansigtsudtryk, voksede den dårlige samvittighed. ”Det var ikke..” Afslutningen af sætningen, var ude af stand til at passere hendes læber, hun var fuldstændig blank for ord, hele hendes ordforråd var som forsvundet, med den befriende følelse, der ellers lige have været så god. Iskolde ilinger løb ned ad hendes ryg, da fornuften langsomt begynde at vende tilbage. Ferdinand var hurtig, hurtig til at få rettet op på det rod hun havde skabt, og slukke flammerne, der havde været godt i gang med at sprede sig og opsluge stuen. Hvad havde hun dog lavet? Claire gjorde ingen indvendinger, dels på grund af den stadig gældende paralysering, men fulgte blot hans bevægelser, for ikke at være til mere besvær. Sit hoved lod hun hvile på hans skulder, og mærkede straks hvordan udmattelsen strømmede over sig. Tæppet varmede godt, til trods for, hun nu alligevel hellere foretrak at have Ferdinand tæt. ”Tag min stav.” Sagde Claire lavmælt og lagde den i hans hånd. Hun følte sig ikke det mindste tryg ved den og hun vidste, det ikke ville tage hende mere end et par sekunder, for at gøre hvad der var værre, hvis hun igen mistede besindelsen, på trods af at hun tvivlede, det ville ske. Rolig. Bare helt rolig, det var hvad hun forsøgte på, og med Ferdinands arme om sig, gik det hurtigt. Efter et par minutters stilhed, vendte Claire sig mod ham og rykkede sig tættere på. ”Jeg ved ikke.. Det var ikke min mening, at det skulle ske. Jeg blev bare så vred.” Forklarede hun stille. Hendes blå øjne, var let blanke og beklagelsen, stod som direkte skrevet i dem. ”Jeg er så ked af det. Jeg kan bare slet ikke finde ud af det.” Mumlede Claire, med et strejf af irritation, over at skulle indrømme, hun i sandhed ikke vidste, hvad hun skulle gøre.

Ferdinand sagde ikke meget, men tog blot Claires stav. Trods han ikke bifaldte det faktum, at det var nødvendigt. "Jeg ved godt, du alle ville finde på at skade nogen." Sagde han roligt, inden han med et lille smil tilføjede, "Måske noget, men det er okay."
De havde ikke lagt længe før Claire vendte sig mod Ferdinand og endelig så ham i øjnene og ligede den Claire han kendte. Han tyssede blidt på hende, da hun begyndte at snakke, det var virkelig ikke nødvendigt. Hun skulle ikke undskylde, intet var hendes skyld, selvom hun måske var en del af grunden.
"Rolig Claire." Hviskede han fortsat og løftede højre frie hånd, som han blidt brugte til at fjerne hendes hår fra øjene og kinden, inden han lod den glide ned langs hendes krop ned til taljen, hvor han beroligende nussede hende.
"Det gør ikke noget, der skete ikke noget." Da Ferdinand sagde det, vidste han godt, Claire ville vide det var løgn. Stuen havde lige stået i flammer, og det lugtede stadig af brændt træ. "Du behøver ikke tænke på det." Fortsatte han, og tak hende atter ind til sig. Ikke kun fordi han håbede, det ville hjælpe, men lige så meget fordi han behøvede hende. Det Ferdinand havde set, var svært at sluge, men om ikke andet måtte han håndtere det som en mand.
"Fortæl mig, hvad jeg kan gøre, for at gøre det hele bedre." Ferdinand var klart over, at dette var noget underligt at bede om. Claire var bestemt ikke i en tilstand, hvor hun kunne bestemme, hvad hun havde og ikke havde brug for, men efterhånden var Ferdinand næsten løbet tør for idéer. Han kyssede hende blidt på panden, inden han atter trak sig lidt tilbage.
"Jeg elsker dig virkelig Claire. Uanset hvordan du har det, og hvordan du ser ud." Hviskede han, hvorefter det gik op for ham, at dette blot var anden gang han faktisk sagde det. Første gang havde været meget forvirrende, hvorpå det denne gang var roligt, kontrolleret og ægte.

Det første ægte smil længe var at finde på Claires læber. ”Jeg tror nu alligevel ikke, at Annabel bliver helt glad.” Ikke helt glad, var alt for mildt sagt, men lige nu magtede hun ikke, at bekymre sig mere om det. Hver ting til sin tid. ”Alt bliver okay, ikke? Jeg har jo dig, det er alt hvad jeg behøver.” Sagde hun lavt, og mærkede, hvor sandt hvert et ord vitterligt var.
Det virkede mere omkommeligt med ham, langt mere, end hvordan de sidste par timer havde været. Hvert et af hans ord beroligede hende, fik hende til at føle sig bedre tilpas, det hele lod til at ville gå, tingene ville ordne sig. ”Jeg behøver ikke at fortælle dig noget, du gør allerede det helt rigtige.” Det hele virkede, gradvist fik hun det bedre, Ferdinand gjorde det absolut perfekt. Glæden kom med hans ord, og hun var ikke længere i tvivl om, hun virkelig ville blive okay. For det ville hun, og Ferdinand ville være grunden. ”Selv hvis jeg begynder at brænde møbler af?” Spurgte hun, mens et smil for anden gang formede sig på hendes læber, før hun med en umage forsigtighed kærtegnede hans kind.
Fristelsen forsøgte hun ikke så meget, som et sekund at modstå, før hun rykkede sig de sidste få centimeter frem og lod sine læber møde hans. ”Jeg elsker virkelig også dig.” Hviskede hun mod hans læber, og selvom det var ord der kun en enkel gang før var blevet sagt, føltes det så naturligt, på en helt speciel måde.
Claire trak sig lidt væk og fandt Ferdinands blik. ”Faktisk, er der alligevel en ting til du kan gøre, for at det bliver bedre.” Indrømmede hun, men tøvede dog en smule, før hun forsatte. ”Tag med mig til Frankrig.” Måske var det meget at forlange, muligvis for meget, men af alle mennesker, var det ham, hun ønskede at have med. Uanset hvad, kunne hun ikke blive her, det ville hun ikke, hjem var hvad hun havde brug for, den næste korte periode.

Ferdinand kunne heller ikke lade være med at smile. Nej, Annabel ville slet ikke være tilfreds med lejligheds-situationen, men trods alt ville hun forstå. Smilet blev større, da Claire fortalte han gjort alt rigtigt. Trods det muligt kunne være helt sandt, var det beroligende. "Selv hvis du begynder at brænde møbler af." Ferdinand sendte hende et lille nik, og da hun kyssede ham, kunne han ikke stå imod længere.
Det virkede nærmest som om, Claire var lige så let som en fjer, for det krævede ikke mange af Ferdinands muskler at få hende rullet op på ham. Han lod hende tale, inden han atter kyssede hende.
"Jeg ved virkelig ikke om jeg tør, men lad os gøre det alligevel." Hviskede han mod hendes fyldige læber.