Tidsfordriv

Samantha var forholdsvis ny på Hogwarts. Det var ikke mere end et par dage siden, at hun var blevet ansat som professor i Besværgelser. Hun havde set frem til at starte i sit nye job, men atmosfæren på skolen havde hurtigt skuffet hende. Hvert fald atmosfæren blandt de ansatte. Der var tilsyneladende ingen, der brød sig vitterlig meget om den forholdsvis nye Rektor og der blev ofte hvisket om ham i krogene, når han ikke selv var til stede. Samantha havde indtil videre holdt sig ude af disse diskussioner. Hun kendte ikke meget til Rektoren og ville derfor vente med sine meninger.
Lige nu var hun på vej mod biblioteket med en stabel bøger og pergamenter, der skulle på plads. Egentlig var hun ved at være lidt sent på den til en time, men der var ingen andre, der kunne tage stakken til biblioteket. Idet hun drejede om et hjørne og ind på gangen, hvor biblioteket fandtes, stoppede hun brat op, da hun bragede ind i en anden. Stakken i hendes arme faldt til jorden og Samantha sukkede opgivende. Hun kastede et enkelt blik op på personen, hun var gået ind i og mumlede et svagt 'undskyld', inden hun bøjede sig ned for at samle sine bøger og pergamenter op.

Det var i bevægelsen væk fra vinduet, at en rødhåret skikkelse pludselig dukkede op i Pamelas synsfelt, alt for tæt på til at undgå sammenstødet. Kvindens skulder stødte mod Pams egen, hvormed en pludselig regn af pergamentark og solide bøger fik retning mod gulvet. Pam sprang et skridt tilbage for at undgå at få noget tungt og ubehageligt over fødderne. Hendes læber havde delt sig i overraskelse. "For..."
Hun tav, da hun fik kastet et blik på den jævnaldrende kvinde. Professer Ravensdale. De havde tidligere hilst på hinanden ved ansættelsen; Pam havde siddet på Wards kontor, da Ravensdale havde indfundet sig til en samtale om en eventuel stilling.

Hun var køn, ingen tvivl om det. Om hun havde andre kvaliteter, havde Pam endnu ingen anelse om - personligt tvivlede hun ikke på, at Ward snildt ville ansætte en uintelligent mademoiselle, så længe personen var smuk nok. Pams mund lukkede sig, og hun accepterede undskyldningen med et nik. Så fremdrog hun staven fra sin lomme og samlede med et sving de tabte papirer, der landede i en nydelig bunke i hendes egen favn. "Ingen årsag, professer."

Et enkelt par bøger havde fundet vej op i Samanthas favn, da resten forsvandt fra gulvet i løbet af ingen tid. Hun kiggede op på Pamela, der stod med dem i favnen og samtidig accepterede hendes undskyldning. Samantha havde ikke fået et særligt indtyk af hende, da hun havde været til stede ved hendes samtale med Ward. Hun havde ikke sagt så meget, men et eller andet sted havde Samantha bemærket en modvilje mod hendes ansættelse. Indtil nu havde hun ikke rigtig fundet ud af, hvad Pamelas job egentlig var. Hun befandt sig næsten altid i nærheden af rektorkontoret, men hun så aldrig ud til at lave så meget.
Samantha rettede sig op og rakte de få bøger, hun havde i favnen, frem mod Pamela. "Kunne du eventuel gøre mig den tjeneste at tage bøgerne og pergamenterne til biblioteket og finde deres retsmæssige pladser? Jeg er ved at være sent på den til en time." Samantha mente ikke, at Pamela kunne have noget at lave, siden hun tilsyneladende havde stået og kigget ud af vinduet få sekunder forinden.

Pamelas mund åbnede og lukkede sig gentagne gange ved Ravensdales forbøn. Hun forbandede i sit stille sind Ward og hans opfordring til, hun påtog sig hvervet som sekretær for at gøre hendes tilstedeværelse mere troværdig; hun havde højlydt meddelt, at hun ikke var oplært til at sidde bag et skrivebord og få blæk på fingrene. Han havde foreslået hende ansættelse i køkkenet som alternativ, hvis det var praktisk arbejde, hun ville komme til at savne.

Pam havde aldrig tvivlet på, det var et spørgsmål om tid, før nogle af skolens ansatte ville gøre brug af hende. Hun var trods alt lavest rangeret. Men måske betød rang ikke meget for denne unge lærerinde overfor. Opfordringen kunne også være oprigtig. Pam bed sig i læben. Hendes kendskab til lærerstaben var stadig minimal. De havde interesseret hende meget lidt i det halve år, hun havde befundet sig her. Men de var også en mulighed. Deres utilfredshed med skolens rektor havde hun ej overset. Måske var Ravensdale værd at holde i godt humør. "Det kan jeg sagtens gøre, Professer," sagde hun derfor, som havde det sidste minuts stilhed, hvor hun havde tænkt situationen igennem, ikke fundet sted. "Professer Ward havde desværre ingen opgaver til mig i dag, så jeg går gerne til hånde for Dem. Hvad skal jeg stille op med papirene?" En lille rynke ved hendes ene øjenkrog viste sig, men forsvandt i næste nu.

Tiden, der gik, mens Pamela tilsyneladende tænkte sig om, føltes utrolig lang for Samantha. Hvis hun ikke snart kom med et svar, ville det være hurtigere bare selv at ordne det eller tage det hele med tilbage til sit kontor. Da tavsheden endelig blev brudt, kunne Sam ikke helt afgøre om sekretæren var oprigtig eller hvad hun var. Måske var hun ironisk og ville teste den nye. Uanset hvad lagde Sam de bøger, hun havde i favnen, ovenpå den stak, der allerede befandt sig Pamelas favn. "Papirerne skal blot lægges på bibliotikarens bord. Hun ved, hvor de hører hjemme."
Et kort øjeblik overvejede Sam de andre ord, der var kommet fra Pamela. Måske kunne hun finde nogle flere opgaver til hende. I det mindste for blot at finde ud af, om hun var oprigtig eller bare prøvede at lege med hende. "Hvorfor har professor Ward en sekretær, hvis der ikke er opgaver hver dag? Men i så fald har jeg nogle papirer på mit kontor, der skal sorteres. Dem kan De få lov til at ordne, hvis De ikke har andre opgaver." Med hovedet let på skrå ventede hun på det svar, der måske kunne afgøre om Pamela var oprigtig eller ej.

Stakken var tung; Pam skubbede den bedre til rette. Hun nikkede ved Ravensdales ord for at vise sin forståelse. Hun tog et skridt ned af gangen i hensigten at klare opgaven, men standsede da kvinden fortsatte.
Pamelas blik forlod Ravensdales ansigt, da spørgsmålet var stillet. Hun iagttog en enlig skikkelse spadsere på det grønne græs; afstanden var for stor til at vurdere, om der var tale om en pige eller dreng, voksen eller barn. Disse Hogwartsianere i deres sorte kapper lignede alle sammen hinanden.
Hun vendte opmærksomheden mod Ravensdale påny med et mildt plaget ansigtsudtryk og skar en grimasse. "Jeg troede faktisk selv, der var mere at lave. Jeg er ganske udmærket til mit job, " hun knejsede med nakken, "og jeg sætter pris på at få foretaget noget." Hendes skulder bevægede sig op og faldt så igen. "Rektor meddelte mig, at han ønskede noget pænt at se på i sit arbejdsliv. Så det er muligvis derfor, jeg fik chancen." Bitterheden i hendes øjne var ikke svær at hente frem. Så rystede hun på hovedet som ved en pludselig eftertanke. "Undskyld, Professer, jeg vil ikke tage Deres tid. De havde undervisning."

Samantha fortrød et kort øjeblik, at hun havde stoppet Pamela. Hun vidste hvor tung stakken var, men hendes fortrydelse forsvandt, da hun ikke fik noget videre svar på, hvorvidt Pamela ville sætte orden i nogle af hendes papirer, siden hun ikke havde andet at lave. En brik om hendes personlighed faldt langsomt på plads.
Hun lyttede stille til kvindens beskrivelse af rektoren. Da hun selv blev ansat, havde hun ikke selv tænkt over, at det kunne være derfor, hun var blevet tilbudt et job på Hogwarts. "Javel ja. Jeg må indrømme, at det ikke var sådan nogle vibrationer, jeg fik fra ham, da jeg blev ansat. Jeg fandt han ganske charmerende. Men det var jo også kun en kort samtale og siden har jeg ikke set noget til ham."
Et kort nik blev sendt i retning af Pamela. "Det er sandt og jeg må hellere komme afsted til den. Tak for Deres hjælp. Jeg sætter pris på det." Hun sendte endnu et nik i Pamelas retning som for at sige, at hun kunne gå, ganske som hun plejede til sine elever.

Pamelas mundvige bevægede sig opad i et smil. "Jeg er også sikker på, det bare er mig, der er fjollet. Rektor Ward er en yderst talentfuld og respekteret Herre. Forhåbentlig bliver De glad for at arbejde under ham." Hun bøjede hovedet ved Ravensdale myndige afslutning af deres møde. "God arbejdslyst. De vil finde deres kontor pletfrit, når De vender tilbage." Hun hankede op i stablen af bøger og begyndte sin færd ned af gangen.

En lille rynke fremtrådte på Samanthas pande, da Pamela omtalte Ward anderledes. Hun forstod ikke helt denne kvinde. Hun vendte 180 grader i løbet af et splitsekund. Sam valgte dog ikke at tænke videre over det nu og i stedet gemme det til en anden god gang. Et pletfrit kontor lød derimod ganske tiltalende. Måske havde hun taget fejl før. Det måtte tiden også vise. "Det vil jeg se frem til." Samantha vendte sig om og satte kursen mod Besværgelseslokalet og den times undervisning, der ventede hende der.

/out